Børnekor

Kære piger og drenge i 1. - 3. klasse

Kom og syng i kor onsdage kl. 14.30-16.00 i Terrassestuen i kirkens sognegård.

Vi mødes hver onsdag, dog ikke i skoleferier og alle er velkomne. Vi synger både kirkelige sange og salmer, samt årstidssange og bevægelsessange. Derudover skal vi også blive lidt klogere på noder, rytmer og sang
og vi skal give nogle små koncerter i løbet af året.

Har du spørgsmål eller tilmelding så ring eller skriv til Mona:
kk@ravnsbjergkirken.dk // 24 21 33 28

Vi glæder os til at synge med jer!

Hilsen korlederne

Charlotte Glavind-Teute, sanger og sangpædagog og 
Mona Solsø Holm, kirke- og kulturmedarbejder

Hvorfor synge i kor?

At synge er for børn en umiddelbar og naturlig udtryksform. Tænk bare på Ronja Røverdatter der møder sin ven Birk i skoven efter en lang, kold og mørk vinter: ”Hold jer for ørerne, for nu kommer mit forårsskrig!”. Ronja MÅ bare give lyd – hun rummer en kraft der er så stor, at den fylder hende og overvælder hende. Hun må lukke følelsen ud med lyd på.

Den lyd der kommer ud, når vi synger, er en enestående ytring, som afspejler hvordan vi har det lige nu, og hvad vi ønsker at udtrykke. Når vi synger sammen med andre, blander alle ytringerne sig og samles til et stærk, fælles udtryk. Nogen gange er det svært at sætte ord på følelser og da hjælper det at kende til sange, med forskellige udtryk og ytringer, som hjælper os til at sætte ord på, hvordan vi har det. Det vil vi gerne give børnene med videre.

Desuden har kirken en lang sangtradition med salmer og kirkelige sange. De sætter ord på en dimension i livet, som det kan være virkelig svært at sætte ord på i tale. Gennem korsang giver vi børn mulighed for at udtrykke eksistentielle tanker, stemninger i årstiden, følelser som håb, glæde, sorg og forventning, samtidig med de lærer sig selv, de andre børn og deres stemmer bedre at kende.

Mine børn synger i kirkekor
Uddrag fra Børn Kirke Musik – redigeret af Helene Dam

Mine børn synger i kirkekor, fordi korlederen vil dem noget vigtigt. Hun vil lave musik på højt niveau, og musik er en gave. Hun lader sig ikke nøje med det middelmådige – de lærer noder og disciplin og introduceres til et helt nyt tekstunivers. Og hvor i verden ville de ellers synge om ”alle Guds børn”?

Mine børn synger i kirkekor, fordi  det er et lokalt fællesskab, der på sin egen uforklarlige facon fungerer helt upåvirket af tidens trends. Vi bliver inviteret til spaghettigudstjeneste, hvor koret synger, og præsten fortæller dem om næstekærlighed, Adam og Eva og julens budskab, og hvor skulle de ellers høre om det?

Mine børn synger i kirkekor, fordi det at synge sammen er at være sammen om noget større. I efteråret 2008 sang mine børns kirkekor til en festgudstjeneste i Københavns Domkirke. Hele kirken var myldrende fuld, biskoppen kaldte sangen den direkte vej til hjertet, og den dag forstod man ham på alle måder, og jeg er stadig overbevist om, at jeg i bruset kunne høre min datters lille stemme!

af Lasse Glavind