Sognebåndsløsning

Hvad vil det sige at løse sognebånd?

Som medlem af Folkekirken hører man som hovedregel til menigheden i det sogn, hvor man bor. Man kan imidlertid ved at løse sognebånd slutte sig til en præst i et andet sogn. Ved at løse sognebånd får man ret til at blive betjent af den præst, man har løst sognebånd til.

Hvis man ønsker at løse sognebånd, skal man henvende sig til den præst, man ønsker at slutte sig til. Anmodning om at blive sognebåndsløser skal være ledsaget af oplysninger om navn, personnummer og adresse. Hvis præsten ønsker det, skal man også give en begrundelse for ønsket om at løse sognebånd.

En præst er ikke forpligtet til at modtage et medlem af Folkekirken som sognebåndsløser. Da sognebåndsløsning først og fremmest er tænkt som en mulighed for, at man kan slutte sig til en præst, hvis teologiske holdninger man sympatiserer med, er det ikke nødvendigvis en tilstrækkelig begrundelse for at løse sognebånd, at man godt kan lide den kirke eller det sogn, hvor præsten er ansat.

Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, man har løst sognebånd til, flytter til et andet embede, går på pension eller dør.

 

Læs også om...