Du er her: 

Præstens side

Undren og under

En gang cirka hvert tiende år

undrer jeg mig over

at jeg er til i denne verden.

Det er ti år siden sidst

og nu er det der igen:

Jeg er ikke et grantræ

langtfra musvit

og slet ikke Ella Fitzgerald

men ved et mirakuløst sammentræf

blev det netop mig der blev mig

og jeg sidder her lige nu

med udsigt til et af de træer

og en af de musvitter

som ganske givet ikke er mig

(Ella Fitzgerald kommer her aldrig)

og det klør i mit øre

præcis i mit højre øre personligt

jeg er nærmest overrumplet

nænner ikke at klø igen

og uden at gå i dybden

føler jeg og ved

at jeg kan køre på cykel

og mange andre ting

som andre ganske vist også kan

men uden den skinbarnlige fornemmelse af

at være selveste mig.

Og der er folk jeg elsker

folk der elskes af mig

men de finder det næppe så påfaldende

som jeg gør lige nu.

 

Sådan lyder noget af digtet ”Undren” af Benny Andersen.  Undren – under. De to ord minder om hinanden og fra ordet ”under” er der ikke langt til Pinseunder.

Den 9. juni kan vi fejre Pinse. En af den kristne kirke tre store højtider. Jul, Påske og Pinse. Men på en måde er Pinsen en overset højtid. I hvert fald er der mange, der bliver lidt tavse, når spørgsmålet lyder: ”Hvorfor er det vi fejrer Pinse?”

For hvad er det lige vi fejrer til Pinse? Vi fejrer at Helligånden kom til disciplene. Kom til de bange og rystede disciple, der 50 dage før havde oplevet Jesu lidelse, død og opstandelse. De var stadig mærket af det, der var sket. Derfor var de heller ikke kommet i gang med den opgave, som Jesus havde pålagt dem som det sidste. At gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple. De skulle døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og så skulle de give alt det videre, som de havde hørt og lært af Jesus. Men det var endnu ikke blevet til noget. De havde ikke haft modet og kraften.

Men så skete det Pinsedag. Helligånden kom til dem og de fik mod til at gå ud og gøre netop det, som Jesus havde befalet dem. De fortalte om Jesus og om Gud på alle sprog og de døbte.

Pinseunderet er, at Helligånden kom og dermed opstod den kristne kirke.

Og den dag i dag snart 2000 år senere er der stadig en kristen kirke, som fortæller om det Jesus sagde og gjorde. Der døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det er et under. Et under som kun vække undren.

Glædelig Pinse!

                                                                                                                                   Edith Østergaard