Du er her: 

Præstens side

Undren og under

Efterårsstemning, at lade tiden gå i stå for en stund

Sommeren er så småt ved at være forbi og efteråret nærmer sig. Tiden hvor blæsten rusker i både træer, buske og mennesker.  Bladende forandrer farve og forvandler hele naturen til en kæmpe farvelade af rødlige, brunlige og gullige nuancer. Det er – hvert eneste år – noget helt særligt at se naturen folde sig sammen, gøre sig klar til vinter og lukke ned for sæsonen.

Årstidernes skiftene er en påmindelse om at tiden går – om at vi ikke kan stå stille i verden men at vi mennesker konstant er i udvikling og forandring. Sådan minder samfundet os også gerne på at det er, at vi mennesker skal fremad, vi skal dyrke karrieren, lave resultater, tjene penge, udnytte vores ressourcer osv. osv. Til tider kan jeg bare have lyst til at sige stop. Til at stoppe op og stå stille i en stund. Helt uden krav – og så går jeg i kirke.

For at stoppe tiden er noget af det som kirken er allerbedst til. For mig er det en befrielse fra hverdagens stress, jag, krav, muligheder og bekymringer når jeg går i kirke om søndagen.
Hver søndag læser vi gamle ord fra alteret, vi prædiker og sætter ordene ind i vores nutid. Vi hører smuk musik mens vi i stilhed bare sidder og tager det ind. Vi synger stærke salmer sammen i fællesskab. Vi beder til Gud og vi knæler sammen ved alteret skulder ved skulder.
I kirken er der ingen krav for at være. Hos Gud er der ingen krav om udvikling og resultater. Overfor Gud er vi bare mennesker, vi er Guds elskede børn.
Når hverdagen og alle livets krav synes svære at bære, så er det en enorm befrielse at kunne få lov til bare at være til for en stund. Bare at kunne blive fyld på, bare være til, bare blive elsket af Gud uden at skulle præstere noget særligt – og sådan har jeg det når jeg går i kirke.

Efterårsvinden er nem at mærke. Den kan virke uendelig kraftig når den blæser lige imod mig mens jeg cykler op af bakken på Skanderborgvej. Det er sjældent, at jeg oplever Gud blæse helt ligeså kraftigt eller tydeligt som blæsten i disse dage, men når jeg stopper op og giver mig tid til at mærke ham så dukker han altid op. I fællesskabet med alle de mennesker jeg ikke kender, men som jeg nu sidder lige ved siden af her på kirkens stolerækker, eller når jeg stopper op og bare lader blæsten ruske i mig mens jeg sender en bøn med tak til Gud.

Hvad end I er kirkevante eller aldrig har været her før, så skal I vide, at I altid er velkomne her hos os i kirken. Vores dør er åben for alle – uden krav eller præstationsfokus bare med plads, tid og rum til at være lige den du er.

Velkommen i Ravnsbjergkirken.